Macallan 12 Year Old Fine Oak – Triple Cask Matured

Hjem

Macallan 12 Year Old Fine Oak – Lagret på ex-sherry og ex-boubon fad

Destilleri: Macallan
Land: Skotland
Region: Speyside
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 40%
Alder: 12 år
Fadtype: Bourbon, Sherry
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Macallan 12 Year Old Fine Oak er en whisky på 40% Vol. Whiskyen kommer fra The Macallan Distillery, der ligger i Speyside området. Som det fremgår af flasken, så er whiskyen “Triple Cask Matured”. Den har lagret på en kombination af ex-sherry fad, fremstillet af både amerikansk og europæisk egetræ, samt på amerikanske ex-bourbon fad. Den har lagret på disse fad i 12 år. Aftapningen er ikke tilsat kunstig farve, og er fremstillet med brug af kølefiltrering.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #590

Anmeldelse af Macallan 12 Year Old Fine Oak

Næse:

Røde modne æbler duftes som det først i denne whisky. Der følges op med et strejf af fersken og honningmelon, der dog hurtigt er væk igen. Efterhånden kommer en duft af tørrede abrikoser mere frem, mens lidt vanilje ligger i baggrunden. Momentvis findes en smule egetræ og mandler i duften. Efter at have smagt på drammen duftes også lidt modne citrusfrugter som appelsiner og mandariner. Alkoholen fornemmes i næsen.

Macallan 12 Year Old Fine Oak - Miniature

Macallan 12 Year Old Fine Oak – Miniature

Palette:

Sødmen fra vanilje og tørrede abrikoser, er langt tydeligere i smagen end de var i duften, og rammer munden som det første. Smagen fra solmodne røde æbler følger hurtigt efter. Når man har smagt et par nip af denne skotske whisky, bliver smagen af appelsiner og mandariner gradvist mere til stede. Ligeledes opfanges en smule bitterhed, der sammen med sødmen giver associationer til mælkechokolade. De 40% mærkes i smagen, men drammen forkommer ikke sprittet.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne Speyside whisky. Der smages stadig sødme fra både æbler og citrusfrugter. Efterhånden som dette aftager, erstattes det af sødme fra vanilje, der til sidst helt overtager. Lejlighedsvist mærkes lidt stærk sort peber på tungen, der dog hurtigt er væk igen. Bitterheden fra egetræ tiltager en anelse, og fornemmelsen af chokolade bliver mere markant. Man sidder tilbage med en smag af mandler og hasselnødder, mens munden gradvist tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“The Macallan Triple Cask Matured 12 Years Old forms part of our Triple Cask Matured range; a series of single malt whiskies crafted in a triple cask combination of European and American sherry seasoned oak casks and American ex-bourbon oak casks. This complex combination of oak casks delivers an extraordinarily smooth and delicate character, full of citrus fruits, vanilla and fresh oak.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Kan man lide en whisky, der er lige til at drikke, uden behov for den store fordybelse, så er dette et godt bud på en flaske. Forventer man stor kompleksitet, og kraftig duft og smag, så skal man lede andre steder. Man kan købe en flaske for omkring 550,- kroner. For de penge får man en hæderlig dram, der nok bedst egner sig til nybegynderen. Har man mange tømte whiskyflasker under bæltet, så er den nok ikke helt så interessant. Personligt ville jeg nok vælge at lægge pengene et andet sted, og er derfor glad for, at det kun er en miniature flaske der her er anmeldt. Konklusionen på denne anmeldelse af Macallan 12 Year Old Fine Oak er, at den er bedst egnet, hvis man ikke har så meget erfaring med single malt whisky.

Smoking Skull – Imperial Porter

Hjem

Smoking Skull – fadlagret Imperial Porter

Bryggeri: Ghost Brewing
Land: Danmark
Type: Imperial Porter
ABV: 10,5%
Whisky: Fadlagret
Fadtype: Whisky
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Smoking Skull er en Imperial Porter på 10,5% vol. fra det danske bryggeri Ghost Brewing. Bryggeriet har ikke egen brygkapacitet, så denne øl er brygget som kontraktbryg hos Beerhere. Øllen har lagret i 12 måneder på fad, der tidligere har indeholdt Speyside whisky, og er del i deres “Barrel Aged Series”. Denne øl er fra Batch #44.

Besøg bryggeriets Facebook

Anmeldelse #589

Anmeldelse af Smoking Skull

Næse:

En næsten vinøs duft kommer op fra glasset som det første. Øllen dufter hengemt, og tankerne går i retning af fugtig kælder. Sødmen fra den mørke malt kommer efterfølgende tydeligt igennem. Der kommer aroma fra mørk chokolade og sød finsk lakrids. En snert af vanilje opfanges lejlighedsvist i baggrunden. En smule syrlighed kan svagt anes. De 10,5 % Vol alkohol er tydelige i næsen, og man er ikke i tvivl om, at der er højt alkoholindhold i øllen.

Smoking Skull

Smoking Skull

Palette:

Sødme rammer smagsløgene først. Der er sødme fra malten og vanilje. Sammen med en let bitterhed giver det associationer til det man kender i mørk chokolade og varm kakao. Efter et par slurke fra glasset anes lidt syrlighed i baggrunden. Dat kan sagtens komme fra humlen, men det kan også skyldes modningen i de aflagte fad fra Speyside distriktet. Alkoholen er ikke så markant i smagen, men man er ikke i tvivl om, at det er i den høje ende.

Afslutning:

Der er en lang afslutning på denne øl. Sødmen har lagt sig som et lag i hele munden og på tungen. Fornemmelsen af sød finsk lakrids, der også er at finde i duften, er langt tydeligere i eftersmagen. En smule bitterhed kommer efterhånden mere frem, og tilføjer en note af kaffe. Munden tørrer slutteligt en anelse ud, mens smagen af lakrids ændrer karakter, til at minde mere om hård engelsk lakrids.

Hvad siger producenten:

“These nasty barrel aged bastards are in the bottles, and kegs, and about to doing some bubbles, and will soon be ready to destroy your appetite for everything else.“

Konklusion

Dette er en god øl. Er man til de sorte og kraftige øl, der fortjener lang tid i glasset, så er dette et godt køb. Det er en øl man kan sidde længe med i glasset, og blive ved med at finde mørke smagsnuancer af lakrids, chokolade, kakao og kaffe. Det er en øl, der er tung på den gode måde, og den egner sig ikke til en nybegynder udi øllens verden. For cirka 90,- kroner kan man købe en flaske med 37,5 cl. indhold. I dette prisleje er der et ret stort udvalg af fadlgret øl, og denne klarer sig fint i kvaliteten i forhold til konkurrenterne. Konklusionen på denne anmeldelse af Smoking Skull er, at denne gode øl passer perfekt til min smags- og personlighedsprofil – sort og kompleks.

Enghaven No. 3 – Single Malt Whisky

Hjem

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky – ex-bourbon og ex-masculine fad

Destilleri: Brænderiet Enghaven
Land: Danmark
Type: Single malt
Aftapper: Destilleri
ABV: 45%
Alder: 4 år
Fadtype: Bourbon, Masculine
Røg: Uden
Whiskyblog.dk: ★★★★★

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky er en dansk whisky på 45% Vol. Whiskyen er fremstillet af Brænderiet Enghaven. Spiritussen er brændt i marts 2016, og er senere aftappet i november 2020. Først har whiskyen modnet på et enkelt ex-borbon fad i 4 år, inden den har fået en afslutning på et ex-masculine fad. Masculine er en en æblespiritus fremstillet af den danske producent Cold Hand Winery. Der er aftappet 408 flasker af denne tredje aftapning af destilleriets single malt whisky. Denne sample var med på en “mad og whisky” smagning på Restaurantskibet Prinses Juliana.

Besøg: Destilleriets hjemmeside

Anmeldelse #588

Anmeldelse af Enghaven No. 3 Single Malt Whisky

Næse:

En tydelig maltsødme kommer frem fra glasset som det første. Der følges op med sødme fra søde modne æbler. I baggrunden opfanges en let syrlighed, som den man kender fra nyslået græs og grønne æbler. Efter et par minutter i glasset kommer en let vanilje- og karamelsødme frem i duften. Momentvis anes et strejf af egetræ i og alkohol i næsen.

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky - Sample

Enghaven No. 3 Single Malt Whisky – Sample

Palette:

De 45% Vol. alkohol er langt mere fremtrædende i smagen end den er i duften. Der kan med fordel tilsættes ganske lidt vand, da man skal være forsigtig med, at den ikke får for meget og drukner. Med en anelse vand bliver maltsødme og sødmen fra de modne æbler mere tydelig. I baggrunden er der stadig en del vanilje og karamel til stede i whiskyen. Der mærkes lidt sort peber på tungen, men lidt mynte lejlighedsvist følger op.

Afslutning:

Der er en kort afslutning på denne dram. Smagen af vanilje og karamel dominerer i eftersmagen. Ligeledes er egetræ ganske fremtrædende, og med sig har det en anelse bitterhed, der gradvist tiltager. Lidt mynte og timian kommer kortvarigt frem i afslutningen, mens lidt sort peber stadig er at mærke på tunge, Man efterlades med et minde om æble-te, der har trukket lidt for længe, inden munden slutteligt tørrer helt ud.

Hvad siger producenten:

“Single Malt 03 er produceret på maltet byg. Vi har ladet mæsken gære forholdsvis længe ved lav temperatur for at få så meget af smagen fra kornet med i destillater. Single Malt 03 er double matured. Destillatet er således først lagret på et ex bourbon-fad i 4 år og herefter på et ex masculine-fad fra Cold Hand Winery. Masculine-fadet har givet whiskyen en snert af æble, tørret frugt og med en duft af æblehave.”

Konklusion:

Dette er en fornuftig whisky. Hvis man har mod på at prøve dansk whisky, så er dette et fint bud på en flaske, der er værd at købe. Med en introduktionspris på cirka 600,- kroner, da den blev sendt på markedet, er den fint konkurrencedygtig med whisky fra andre danske destillerier. Dette er indtil videre den bedste aftapning jeg har smagt fra destilleriet. Når det er sagt, så er drammen ikke voldsomt kompleks, og man kan finde bedre alternativer i eksempelvis skotsk whisky i samme prisleje. Konklusionen på denne anmeldelse af Enghaven No. 3 Single Malt Whisky  er, at den godt kan klare sig i kapløbet med andet dansk whisky.